6.2 Overfladevand

Mål

Byrådet har vedtaget en temarevision for det åbne land i 2016 der afløser afsnittet her. Se det nye afsnit om overfladevand.

  • Beskytte og sikre overfladevand mod påvirkning af menneskelig aktivitet i overensstemmelse med retningslinjerne i Vandplanerne.
  • Gennem administration af lovgivningen arbejde for at vandløb, søer og kystvand skal være tæt på den naturgivne tilstand.
  • Arbejde for at opnå et dynamisk samspil mellem vandløb og de vandløbsnære arealer.
  • Etablere nye vådområder.
  • Sikre at afstrømningen af overfladevand fra det åbne land tænkes ind i planlægningen.
  • Arbejde for en varieret rekreativ anvendelse af vandområder og forbedre adgangen til vandområder.
  • Fremme adgangen til åbne vandområder som kan have offentlighedens rekreative interesse.

Retningslinjer

 

  1. Med vedtagelsen af bestemmelser for private vandløbs vedligeholdelse og nye vandløbsregulativer skal der være mulighed for at den naturgivne tilstand så vidt muligt genskabes.
  2. Vedligeholdelsen af vandløb skal tilrettelægges, så dyre - og plantelivets mangfoldighed sikres.
  3. Udviklingsmuligheder for akvakultur- og fiskerierhvervet skal sikres under hensyntagen til natur, miljø og kulturmiljø.
  4. Aktiviteter af erhvervsmæssig karakter på vandområderne skal tilskyndes til at benytte den mest miljøvenlige teknologi.
  5. Benyttelsen af vandområder skal afvejes, så muligheden for at opnå god økologisk og fysisk tilstand ikke forringes og så beskyttelse af vandområdernes landskabelige, rekreative og miljømæssige værdier ikke reduceres.
  6. Nye aktiviteter på fjordene bør tilknyttes de eksisterende havneanlæg mht. infrastruktur.
  7. Der skal reserveres arealer til håndtering af regnvand i forbindelse med lokalplanlægning for både nyt og eksisterende byggeri i overensstemmelse med vandplanerne for Randers Fjord, Kattegat, Mariager Fjord og Limfjorden og Randers Kommunes Spildevandsplan.
  8. Forsinkelsesbassiner for regnvand skal etableres som vådbassin eller anden bassintype, og indpasses som rekreative elementer, hvor det er hensigtsmæssigt.
  9. Ved ændret arealanvendelse tages hensyn til det åbne lands overfladeafstrømning.
  10. Ved nyanlæg skal overfladevand som udgangspunkt håndteres ved kilden vha. lokal afledning.
  11. Sejlads og anden rekreativ anvendelse skal ske uden at forringe muligheden for at opnå god økologisk og fysisk tilstand i vandområderne.
  12. Anlæg af rekreative vandhuller eller søer til f. eks ”put and take” fiskeri og lignende skal nygraves og være fysisk adskilt fra andre søer eller vandløb.
  13. Når der gives tilladelser til etablering af nye vandhuller i det åbne land vil kommunen stille vilkår om en sprøjte- og dyrkningsfri bufferzone på 10 meter rundt om vandhullet, for på denne måde at sikre en bedre natur- og miljøkvalitet i de etablerede vandhuller.
  14. Fussing Sø skal forsat kunne anvendes som badesø.
 

Status på planen

Kommuneplan 2013 er vedtaget af byrådet den 2. september 2013.

Lovgrundlag

Planlovens § 11a stk. 1 nr. 19

Redegørelse

Statens vandplaner omfatter hele vandets kredsløb og har bindende mål og tidsramme for det enkelte vandområdes målopfyldelse. I vandplanerne er der angivet retningslinjer for administrationen af overfladevand generelt.

Når vandplanerne bliver vedtaget skal kommunen udarbejde en vandhandleplan for perioden 2013-2015, i denne plan angiver kommunen hvor og hvornår målene i vandplanens indsatsprogram indfries.

Den beskyttelse af vandløb, søer og kystvande, der kommer til udtryk med vandplanens retningslinjer, viderefører et beskyttelsesniveau, som mindst svarer til det, der er fastsat ved EU fællesskabslovgivning, og bidrager til opfyldelse af mål i forskellige internationale aftaler, herunder de mål, der tager sigte på at forebygge og eliminere forurening af vandmiljøet.

Planlægningen for overfladevand skal sikre de miljømæssige muligheder og samtidig afveje forskellige hensyn til anvendelsen af vandløb, søer og kystvande og tage højde for mulige konflikter.

Miljøtilstanden i Randers Fjord, Mariager Fjord og Hjarbæk Fjord påvirkes af afstrømningen fra arealer i oplandet. Fjordene er højt miljømålsatte og er meget sårbare overfor tilførsel af næringsstoffer. Vandplanernes målsætninger for fjordene forventes ikke at kunne opfyldes inden 2015, som miljømålsloven forudsætter. Der ses dog en begyndende positiv virkning i takt med at udledninger af næringsstoffer til fjordsystemerne reduceres.

Hovedparten af næringsstofferne udvaskes fra landbrugsjord. Virkemidlerne til fjernelsen af næringsstofferne vil fremgår af vandplanerne.

I de tre større og højt målsatte søer Fussing Sø, Hald Sø og Udbyover Sø er målsætningen ikke opfyldt. Det forventes, at ingen af søerne kan opfylde deres målsætning i 2015. En væsentlig årsag hertil er fosfortabet fra landbrugsarealer til vandmiljøet, hvilket forringer den generelle miljøtilstand i søer og fjorde.

Omtrent halvdelen af vandløbene er i fare for ikke at kunne opfylde målsætningen god økologisk tilstand i 2015. Den manglende målopfyldelse skyldes både, at vandløbene er gennemregulerede og indrettede til den bedst mulige vandafledning og at vandløbsvedligeholdelsen ikke gennemføres i henhold til vandløbets målsætning.

En mere skånsom tilrettelæggelse af vandløbsvedligeholdelsen vil medvirke til genopretning af en god økologisk tilstand. Det er kommunens opgave at fastsætte og formidle bestemmelser for vedligeholdelsen for vandløb. Vedligeholdelsesbestemmelserne skal være i overensstemmelse med vandplanerne.

Indsatsen for at forbedre passageforholdene for dyrelivet og sikre at vandløbene kommer i overensstemmelse med målsætningen/vandplanerne er en kommunal opgave. Unødige spærringer og rørlægninger i vandløb der skal have en god økologisk tilstand bør derfor ikke tillades. 

Akvakultur og fiskerierhverv

Randers Kommune ønsker at sikre akvakulturerhvervets fremtid under hensyntagen til natur, miljø og kulturmiljø. Det er kommunens opfattelse at nye akvakulturanlæg og recirkulationsanlæg skal placeres på afstand fra vandløb og søer, med henblik på at minimere miljøbelastningen på både vandløbene samt de ånære omgivelser som oftest er naturbeskyttede områder såsom ferske enge, moser og kær.

Recirkuleringsanlæg er i stigende grad blevet mere uafhængige af en vandløbsnær placering. Således kan recirkuleringsanlæg tænkes anbragt i nedlagte landbrugsbygninger evt. med nedsivning af spildevand.

Fiskeriet på Randers Fjord har over tid ændret sig fra fuldtidsfiskeri til bierhvervsfiskeri og rekreativt fiskeri fra båd. Fiskeriet er reguleret ved bekendtgørelsen om fiskeri på Randers Fjord.

Forsinkelsesbassiner til regnvand og overfladisk afstrømning

Håndtering af overfladevand i områder der skal byggemodnes eller hvor afledningen ændres, vil blive administreres efter retningslinjer i statens vandplaner når disse er vedtaget, for Randers Fjord, Kattegat, Mariager Fjord og Limfjorden og fastlægges i kommunens spildevandsplan eller tillæg dertil. Allerede under udarbejdelsen af lokalplaner for disse områder, skal der rettes opmærksomhed mod reservering af arealer til håndtering af regnvand. Det kan være arealer til forsinkelse og rensning af regnvand inden udledning til vandområder eller nedsivning af regnvand lokalt

Etablering af nye forsinkelsesbassiner til regnvand, bør hvor det er teknisk muligt, anlægges som våde bassiner. Anlæg af vådbassiner muliggør etablering af nye naturområder med stor rekreativ værdi for borgerne i lokalområdet. Bassinerne anlægges om muligt med lav hældning (1:5) af hensyn til børn og dyr. Fremtidige bassiner bør indpasses i naturlige lavninger.

Ved lokalplanlægning i rammeområder udlagt til boliger, offentlige formål eller erhverv anbefales det, at muligheder for håndtering af overfladevand screenes med henblik på at undersøge den bedst mulige teknologi til afvanding af arealerne. Som udgangspunkt søges overfladevand håndteret lokalt ved f.eks. nedsivning, men under hensyntagen til lokale muligheder herfor og beskyttelse af grundvandet.

For at undgå unødige oversvømmelse af beboelsesområder, bør der ved tilladelse til ændret arealanvendelse vurderes, om afstrømning af overfladevand fra det åbne land kan planlægges, så håndtering af overfladevand sker så tæt på kilden som muligt.

Rekreativ benyttelse af vandområder

Der skal være mulighed for at sejle med småbåde på udpegede vandområder. Sejlads med kano og kajak bliver stadigt mere populært og sejladsmulighederne på Randers Fjord og Gudenåen bør styrkes gennem etablering af støttepunkter i form af rastepladser og ophalingssteder, der også kan understøtte arbejdet med at etablere Naturpark Randers Fjord.

Sejlads med større motorbåde på Gudenåen forstyrrer dyrelivet og det rekreative liv. Gudenåkomitéen følger udviklingen og vil efterfølgende definere grænsen for bæredygtig sejlads.

Friluftsbadning

Mulighed for badning i Fussing Sø og i Randers Fjord ved Udbyhøj skal udvikles med adgangsmuligheder og sikres med en god fysisk og kemisk tilstand. Udviklingen skal dog ske uden at anvendelsen hindrer at natur – og miljøtilstanden kan forbedres. 

Fussing Sø er i dag en populær badesø, og det skal den også være fremover. Derfor bør niveauet af tilførte næringsstoffer til søen ikke være højere, end at søen fortsat kan anvendes som badesø. Adgangen til Fussing Sø området skal forbedres, så der er let adgang til naturen og søens rekreative bademuligheder.

Miljøvurdering


 

Hjælp!

- Få vist temaet i kortet ved at klikke på ikonet i teksten.
- Gå til retningslinie ved at klikke på ikonet i signaturforklaringen.

Hovedstruktur

Bæredygtig byudvikling

Renseanlæg og affaldshåndtering

Eksterne links: