5.1 Veje

Mål

  • Arbejde for hurtige og effektive veje til og fra kommunen og stor tilgængelighed til Randers midtby fra hele kommunen.
  • Lukke midtbyen for biltrafik og skabe gode muligheder for parkering i tilknytning til centrum.
  • Arbejde for en østlig forbindelse via fjorden mellem Assentoft/Romalt og Tjærby/Vestrup.
  • Etablere en ny bro over Randers Fjord (Bolværkslinjen)

Retningslinjer

  1. Der reserveres arealer til anlæg af de angivne nye veje, forlægninger og større udvidelser.
  2. Områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandværker må ikke udsættes for risiko for nedsivning fra veje. Ved planlægning af nye vejanlæg skal der således beskyttes effektivt mod grundvandsforurening.
 

Status på planen

Kommuneplan 2013 er vedtaget af byrådet den 2. september 2013.

Lovgrundlag

Planlovens § 11a stk. 1 nr. 4

Redegørelse

Randers Kommune udarbejdede i 2008 en Infrastrukturplan. Planen indeholder en oversigt over de veje, der skal anlægges eller udbygges i perioden frem til 2035.

Kommunen vil i de kommende år især arbejde på anlæg af en lang række planlagte trafikanlæg. Heraf skal specielt nævnes:

  • Østforbindelsen via Randers Fjord (i samarbejde med staten).
  • Bolværkslinjen mellem Århusvej og Toldbodgade
  • Århusvej (Hammelvej - Háns Bojes Alle). Udbygning til fire spor.
  • Dragonvej. Udbygning med cykelstier og begrænsning af adgange
  • Rundkørslen Hobrovej / Rådmands Boulevard. Ombygning til signalanlæg
  • Nørre Boulevard. Ombygning med begrænsning af adgange
  • Hadsundvej (Nr. Boulevard - Ringboulevarden). Ombygning med begrænsning af adgange
  • Ringboulevarden. Ombygning af tre rundkørsler til signalanlæg (statsvej).
  • Viborgvej (Fladbrovej - Parkboulevarden). Udbygning til fire spor (statsvej).
  • Århusvej (Paderup Boulevard - Hammelvej). Udvidelse til fire spor.
  • Omfartsvej ved Munkdrup

Ved planlægning af de nye vejanlæg er det vigtigt at grundvandet ikke udsættes for risiko for nedsivning.

Parkeringspladser

Der er planlagt mindst 820 parkeringspladser på Thors Bakke. Der er allerede anlagt ca. 250 og når de alle er anlagt er byen generelt velforsynet med parkeringspladser - til gavn for både Thors Bakke og midtbyens butikker.

Byrådet vil se positivt på anlæg af underjordiske p-pladser ifb. med etablering af butikker ved Slotscentret / Randers midtpunkt.

Østforbindelsen

En ny, fast fjordforbindelse er afgørende for at løse de regionale trafikproblemer. Randers Kommune har selv arbejdet med at vurdere muligheder og miljøkonsekvenser af en forbindelse. For at synliggøre dette, er der udarbejdet en VVM med visualiseringer for en bro og en tunnel-løsning. Vejtracéet er identisk, uanset om der vælges en løsning med bro eller tunnel. Derfor er retningslinjerne og de berørte rammeområder også fælles for de to løsninger.

Forbindelsen kan kun etableres, med Statens involvering .

Mobilitet

Randers kommune har lavet en politik for mobilitet. På baggrund af denne vil der i planperioden blive lavet en mobilitetsplan, der skal indeholde en overordnet vurdering af behovet for transport og mobilitet. Mobilitetsplanen skal indeholde de overordnede rammer som skal danne grundlag for at udarbejde nye sektorplaner inden for vej- og trafikområdet.

Trafiksikkerhed

Samfundet oplever et stadig større og større behov for transport, men det er vigtigt, at der stadig bliver taget størst mulighed hensyn til trafiksikkerheden. Randers Kommune arbejder på at forbedre de trafikale forhold i kommunen, så fremkommeligheden bliver bedre, men kommunen ønsker samtidig at reducere dødsfald og tilskadekomster i trafikken.

Trafiksanering

Trafiksaneringer gennemføres primært for at gøre færdslen mere tryg og dermed mindske ulykker som følge af trafikken. Dette gøres ved at bruge forskellige virkemidler som for eksempel vejbump, vejchikaner og hastighedsbegrænsninger.

Randers Kommune har en målsætning om, at alle boligveje på sigt skal have en hastighedsgrænse på 40 km/t. For at kunne skilte med 40 km/t skal vejene være indrettet, så bilisterne kører omkring 40 km/t. Dette betyder ofte, at vi kun kan skilte med 40 km/t, når der er bump eller andre fartdæmpere på vejene.

Det skal også være trygt og sikkert for skolebørn at cykle og gå til skole i Randers Kommune.

Miljøvurdering

Der er aftalt med vejdirektoratet, at der kan planlægges for en ændring af adgangsforholdene til Paderup området. Det vil medvirke til en bedre trafikafvikling og en forbedring af miljøet. I forbindelse med detailplanlægningen bør det undersøges, om ændringen vil medføre en ændret støjbelastning for boliger eller institutioner, og om der i givet fald bør indarbejdes afhjælpende foranstaltninger.

Der arbejdes med en ny vejforbindelse over Gudenåen, øst for Randers bro. Projektet kaldes Bolværkslinjen og er vigtig for at få forbedret trafikforholdene ved krydsningen af Gudenåen. Bolværkslinjen er allerede med i den nuværende kommuneplan og er derfor ikke ny planlægning. Der gennemføres i forbindelse med detailplanlægningen en detaljeret vurdering af påvirkningerne på miljøet (en VVM redegørelse). Bolværkslinjen vil på den ene side kunne påvirke miljøet ved en ændret udbredelse af støj, det visuelle indtryk og i forhold til passage ad Gudenåen m.m.. På den anden side vil den kunne bidrage væsentligt til at kunne løse de trafikale udfordringer og den vil gøre det muligt at åbne den centrale del af byen ned mod åen.

Hvis planlægningen for Bolværkslinjen ikke gennemføres, vil planlægningen for havne arealerne vanskeligt kunne gennemføres. Den manglende planlægning og løsning af de trafikale udfordringer, vil gøre det vanskeligere at realisere ønskerne om planlægning for de bynære havnearealer og for "Bioplanet", da der kan opstå trafikale udfordringer, som det umiddelbart er vanskeligt at se andre løsninger på.


 

Hjælp!

- Få vist temaet i kortet ved at klikke på ikonet i teksten.
- Gå til retningslinie ved at klikke på ikonet i signaturforklaringen.

Hovedstruktur

Infrastruktur

Nye forbindelser over Randers Fjord

Eksterne links:

Læs mere om veje og trafik i Randers Kommune