Nordre fælled

Nordre Fælled afgrænses af Mariagervej, Højsletvej, Hadsundvej, den østlige grænse af erhvervsområdet ved Blommevej, ejerlavsgrænsen mellem Randers Markjorder og Gimming Sogn, Ladegårdsbækken og linjeføringen for Ringboulevarden.

Det samlede område kan opdeles i følgende 3 områder:

  1. Jennumparken og Plejehjemmet Nørrevænget.
  2. Det tidligere kaserneområde, fritids- og idrætsfaciliteter ved Langvang og landbrugsområdet ved Højsletvej/Hadsundvej.
  3. Erhvervsområdet ved Jomfruløkken og Mirabellevej

1. Jennumparken og Plejehjemmet Nørrevænget

Dette område omfatter Jennumparken, plejehjemmet Nørrevænget, ældreboligerne i Winthersvang samt et rekreativt område mellem Husarvej og plejehjemmet/ældreboligerne.

Området er fuldt udbygget.

Etageboligerne i Jennumparken er opført i 1960erne og har de for perioden kendte problemer med kolde facader og utætte tage. En del af bygningsmassen er renoveret i løbet af det sidste årti med isolering og modernisering af facader og tage.

2.   Det tidligere kaserneområde, Langvang samt området ved Højsletvej/Hadsundvej

Dette område omfatter den gamle kaserne med tilhørende øvelsesterræn samt områderne mod nord langs Mariagervej. Der påtænkes ikke ændringer for Beredskabsgården på hjørnet af Mariagervej og Langvangen.

Der er for kaserneområdet udarbejdet en lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg som varetager udviklingen for det ca. 20 ha store område, hvoraf kasernearealet udgør omtrent 18 ha og størstedelen. Projektet er et byomdannelsesprojekt som bl.a. sikrer, at den tidligere Randers Kaserne omdannes til et bolig- og erhvervsområde med faciliteter til idræt, kultur, kursus-virksomhed og fællesfunktioner med respekt for historien og de naturmæssige kvaliteter.

Det tidligere militære øvelsesterræn er nu erhvervet af Naturstyrelsen med henblik på at skabe et bynært grønt område med rekreative muligheder.

Dette afspejles ved den store variation i de aktiviteter, der udfolder sig på arealet. Områdets system af veje og stier er veludbygget og der er et rigt udbud af faciliteter for borgerne, som blandt andet omfatter en naturlegeplads, bålpladser og en øko-base for skoleklasserne i Nordbyen.

Endelig skaber en brugeraftale mellem Randers Kommune og Naturstyrelsen mulighed for, at større arrangementer kan afvikles på den såkaldte Festivalplads midt i området.

For at understøtte den rekreative værdi som udflugtsområde, vil en del af området blive tilplantet med skov.

Kasserneområdet er under omdannelse til nye formål.

3.   Erhvervsområdet ved Jomfruløkken og Mirabellevej

Dette område øst for Hadsundvej er udlagt til erhvervsområde og offentligt område. Der er enkelte ikke-bebyggede erhvervsarealer i området.

Området etableredes i midten af 60erne med hovedvægten på byggeri fra først i 70erne. Bygninger og anlæg er i en god kvalitet og stand. Dog kunne en ny beplantning langs vejene medvirke til, at området som erhvervsområde fik en højere status.

For at forbedre adgangsforholdene til området, er det besluttet, at forlænge Ringboulevarden fra rundkørslen på Hadsundvej til Mirabellevej. Se strukturplanen for Randers Kommune.

Offentlige institutioner

Børnepasning

Børnenes Hus, som ligger på Gl. Jennumvej 2, er en kombineret daginstitution for børn fra 0 til 6 år og har i alt 66 pladser. Børnehaven Nordly, som ligger på Gl. Jennumvej 4 og er en børnehave for børn fra 3 til 6 år, har 60 pladser.

Skoler og fritidsordning

Skoledistrikt Nordre Fælled hører til Nørrevangsskolens skoledistrikt. Skolen har ingen skolefritids-ordning, men i området findes tre fritidshjem med plads til ca. 86 børn. Det drejer sig således om:

Glentevejens Fritidshjem på Glentevej 2, som også har en juniorklub, Jennumparkens Fritidshjem på Gl. Jennumvej 2 med en underafdeling placeret på Husarvej 44 samt KFUM''''''''''''''''s Fritidsgård Solgården, som ligger på Nordre Fælledvej 3 i landlige omgivelser.

Ældre

I Nørrevang ligger Områdecenter Møllevang, som er center for Plejehjemmet Nørrevænget med 53 pladser og ældreboligerne Winthersvang med 88 pladser.

Planer for Nordre Fælled

Byudviklingsområder

Området er som sådan fuldt udbygget med hensyn til boliger.

Kasernearealet

Masterplanen åbner mulighed for, at kaserneområdet kan bebygges og indrettes til boliger med videre, erhverv som for eksempel kontorer, liberale erhverv, lagervirksomheder, håndværk og ikke- generende fremstillingsvirksomhed samt forskellige butikker.

Erhvervsbyggeri

I området vest for Hadsundvej, udlagt til erhverv, er der stadig enkelte ledige grunde, som kan bebygges.

Nord for det køretekniske anlæg langs med Hadsundvej findes et erhvervsområde, hvor det har været småt med interessen for at lokalisere nye virksomheder. Dette område kan på længere sigt anvendes til en ny afleveringsplads for private husstande. Det foreslås derfor, at området reserveres til dette formål.

Anvendelsen som afleveringsplads vil kunne falde ind under arealets anvendelsesbestemmelser. Der skal derfor ikke laves nye rammebestemmelser for denne anvendelse.

Drikkevand

En del af erhvervsområderne og de blandede bolig- og erhvervsområder i bydelen ligger i område med særlige drikkevandsinteresser. Det betyder, at der er skærpet godkendelsesprocedure i forbindelse med etablering af nye virksomheder, som fremgår af rammerne for de enkelte områder.

Nordre Fælled i en sammenhæng

Infrastruktur

Hadsundvej og Mariagervej er to af indfaldsvejene til Randers og hører til de stærkt trafikerede vejstrækninger i byen. Bygningerne og forløbene langs med vejene har stor betydning for oplevelsen af vejstrækningerne. Det er byrådets langsigtede mål, at der udarbejdes planer og vejledninger for strækningerne hhv. Hadsundvej fra Slåenvej til Nørre Boulevard og Mariagervej fra Nordskellet til Markedsgade omfattende ejendommenes facader, skiltning, beplantning, belysning m.v. med henblik på at skabe et harmoniske og tidssvarende bybillede på disse strækninger.

I 2009 har Mariagervej gennemgået en renovering af gadens belægninger med trafikregulerende foranstaltninger og nye vejtræer og belysning på strækningen mellem Ringboulevarden og Markedsgade.

Ringboulevarden og stiforbindelser

Ringboulevarden har stor betydning for afviklingen af trafikken i bydelen med rundkørsler ved tilslutningerne ved Mariagervej og Hadsundvej. Cyklister og fodgængere krydser Ringboulevarden i forbindelse med rundkørslerne og T-krydset ved Gl. Jennumvej samt via stibroen, der er anlagt fra Husarvej til Infanterivej. Denne sti fungerer som skolesti til Nørrevangsskolen.

Det er byrådets ønske at forlænge Ringboulevarden fra Hadsundvej til Mirabellevej for derved at forbedre adgangen til erhvervsområdet ved Mirabellevej/Blommevej fra det overordnede vejnet.

I forbindelse med realiseringen af en ny østlig vejforbindelse over Randers Fjord, forlænges Ringboulevarden til forbindelse med Udbyhøjvej.

 

STATUS PÅ PLANEN

Kommuneplan 2013 er vedtaget af byrådet den 2. september 2013.