Nye naturområder og naturgenopretning

Byrådet har vedtaget en temarevision for det åbne land i 2016 der afløser afsnittet her. Se de nye afsnit her.

Det er byrådets mål at naturindholdet i landskabet skal øges. Dette gøres primært gennem naturpleje og naturgenopretning, som typisk vil medvirke til nye naturområder.

Byrådet har generelt et ønske om, at offentlighedens adgang til naturområder skal forbedres.

Randers Byråd har følgende principper for fremtidige naturområder og genopretning:

  • Adgangen til naturen skal forbedres

  • Naturgenopretning prioriteres langs Gudenå-systemet og i tilknytning til Randers Fjord.

  • Naturgenopretning prioriteres indenfor og i nærheden af Natura 2000 områder, med henblik på at forbedre områdernes tilstande.

  • Hvor det er muligt, skal naturgenopretning sammentænkes med byudvikling.

  • Arealer, som kan udvikle sig til værdifulde naturområder, skal videst muligt friholdes for byggeri og anlæg.

Fremtidige naturområder er hovedsagelig landbrugsarealer som i dag er i omdrift. Ved at ekstensivere landbrugsdriften søges naturindholdet øget ved f.eks. at etablere permanente græsarealer. De fremtidige naturområder ligger typisk i tilknytning til områder der er omfattet af Naturbeskyttelseslovens §3. Tilsammen har disse grønne områder afgørende betydning for at opretholde et rigt og varieret dyre- og planteliv.

Naturgenopretning, der både er til gavn for det vilde plante- og dyreliv, vandmiljøet og befolkningen, prioriteres højt. Især prioriteres naturgenopretning langs Gudenå-systemet, i tilknytning til Randers Fjord og i tilknytning til Natura 2000 områder.

Hvor det er muligt, er det vigtigt at sammentænke byudvikling og naturgenopretning på en måde, så de to ting supplerer og styrker hinanden. Gode eksempler på projekter der både er til gavn for natur, miljø og borgere og samtidig er positiv for byudviklingen, er Vorup Enge og Hornbæk Enge. Det samme skal gælde ved kommende bynære naturgenopretningsprojekter, f.eks. andre vådlægningsprojekter langs Gudenåen og den indre del af Randers Fjord.

I sidste planperiode blev bl.a. genslyngning af Alling Å og vådlægning af omkringliggende enge igangsat i tæt samarbejde med Naturstyrelsen. Alling Å projektet afsluttes primo 2013. Også projektet ved Kastbjerg Ådal, hvor etablering af Danmarks længste rigkær er igangsat, sker i samarbejde med Naturstyrelsen. Projektet afsluttes i 2013.

I denne planperiode gennemføres i samarbejde med Naturstyrelsen et naturgenopretningsprojekt ved Kåtbæk, Fårup, hvor der etableres en permanent sø, med tilhørende våde enge.

 

STATUS PÅ PLANEN

Kommuneplan 2013 er vedtaget af byrådet den 2. september 2013.

RETNINGSLINJER

6.5 Naturområder

6.6 Mulige naturområder

6.8 Økologiske forbindelser