Større udvalgsvarebutikker

Store udvalgsvarebutikker er udvalgsvarebutikker på mere end 2.000 m2.

Planloven blev ændret pr. 3. maj 2011, hvorefter der er mulighed for at planlægge for en stor udvalgsvarebutik på over 2000m2 i bymidten i én af kommunens byer med mere end 3.000 indbyggere i. I Randers kommune er det kun Randers by, der har denne størrelse. I byer med mere end 27.000 indbyggere kan der derudover planlægges for op til tre store udvalgsvarebutikker i bymidten eller i et eksisterende aflastningsområde.

I alt kan der således placeres fire store udvalgsvarebutikker i den kommende planperiode i Randers midtby. 

Byrådet vil som udgangspunkt prioritere placeringer, der kan understøtte butiksmiljøet omkring gågaderne bedst muligt. Med deres tiltrækningskraft skaber disse butikker et kundeunderlag for alle butikker langs handelsruten. De mest egnede interessante placeringer er de såkaldte hotspots ved Rutebilstation, slotscenter, Randers Midtpunkt, Rådhustorvet og hjørnet af Torvegade/ Middelgade.

På disse placeringer, er der naturligvis en øvre grænse for, hvor store butikkerne rent praktisk kan blive. Ligesom det ikke er alle typer af større udvalgsvarebutikker, der er velegnede langs handelsruten. Andre placeringer kan derfor komme på tale, hvis de i øvrigt tilgodeser Byrådets strategi for midtbyens udvikling. Det kunne f.eks. være på Thors Bakke, Jens Otto Krags Plads og de indre havnearealer.

Efter rutebilstationens eventuelle omdannelse, kan det eksempelvist være relevant at etablere detailhandel på den gamle slagterigrund, mellem Århusvej og Grenåvej.

 

STATUS PÅ PLANEN

Kommuneplan 2013 er vedtaget af byrådet den 2. september 2013.

RETNINGSLINJER

2.3 Detailhandel.